Er du ikke kunde?


Sådan limer du Polycarbonat (PC)

Limning af Polycarbonat (PC)

Polycarbonat er et ekstremt slagstærkt termoplastisk materiale, der er gennemsigtigt som glas. Det anvendes i CD’er, brilleglas, drivhuse, diverse byggeplader osv. Selvom polycarbonat er meget slagkraftigt, har det alligevel visse begrænsninger, man bør være opmærksom på. Materialet bør ikke anvendes i vand over 60oC over længere tid, materialet ridser forholdsvis nemt (tænk på dine gamle CD’er), og materialet holder ikke til stærke opløsningsmidler og ufortyndede syrer.

Limning
For optimal vedhæftning bør emnerne altid afrenses, før limningen påbegyndes. 

Når det kommer til limning af polycarbonat, så er der mange muligheder. Derfor er det en god idé at definere sine konkrete behov til limprocessen.
Eksempelvis er mange UV/lyshærdende lime velegnede til limning af PC. Denne limtype kommer i øvrigt med mange forskellige viskositeter og har en varmebestandighed på op til mellem 100 og 180oC. Når limen udsættes for lyset, hærdes den på få sekunder. Vær dog opmærksom på, at de gængse UV/lyshærdende lime kræver et transparent emne. Ligeledes skal man holde sig for øje, at ikke alle lime af denne type efterlader en tør overflade.
Hvis ikke der er tale om en større produktion, hvor mange emner skal limes hurtigt, eller har man ikke adgang til fx en UV-lampe, så kan mange typer sekundlim (cyanoakrylat) sagtens benyttes til opgaven, da sekundlim og UV/lyshærdende lim har en lang række fællestræk.
Er det tykkere fuger, der skal limes, eller skal polycarbonatet limes mod metal, kan også en stærk 2-komponent epoxylim anbefales. Her kan man også få i et bredt spænd af viskositeter, limen har en meget høj styrke, en høj varmebestandighed og fås som regel i sort, grå eller transparent.